www.venstre-vestegnen.dkwww.venstre-glostrup.dk

Kommunalvalg 2005



Der er noget skævt i Glostrup......Og det vil Venstre rette op på. Venstres valgtemaer

De fleste partier har meget, de vil lave om på, hvis de får flertallet. Venstre i Glostrup er ingen undtagelse.

I vores valgbrochure har vi fokuseret på nogle få af de ting, Venstre vil lave om på. Her får du et overblik over de temaer, Venstres kandidater brænder for at arbejde med.


Venstre vil først og fremmest vise respekt:
  • respekt for de borgere, som vi er til for
  • respekt for brugen af de skattekroner, borgerne afleverer
  • respekt for demokratiet, for love og bestemmelser
Når flere ting er gået skævt de senere år, så skyldes det netop manglende respekt. For eksempel
  • omfattende antal fejl ved behandling af sociale sager
  • man tillader lægekonsulentens ulovlige diagnoser
  • borgere skal anlægge retssag mod kommunen for at få lovbestemte ydelser
  • manglende håndtering af uroen i Hvissinge-hallen
  • manglende aktivering af kontanthjælpsmodtagere
  • salg af byggegrund til langt under markedsprisen
  • kommunal drift af biograf
  • forsøg på at omgå Udbudsloven
Eksempler herpå med dokumentation kan du se på min hjemmeside under Holdningsforskelle.

Der er behov for en ny kultur, baseret på "rettidig omhu".


Venstres valgtemaer for 2006-2009:

En bedre folkeskole og bedre børnepasning

I et samfund, hvor det centrale er viden og kreativitet, vil vi sikre, at børn får en sund og udfordrende hverdag sammen med andre børn - og tid til at være sammen med deres forældre. Glostrups skoler hører til blandt de dyreste i Danmark; så kan vi også stille krav om, at vores børn er blandt de bedste. At kunne læse er nøglen til alle fag i folkeskolen, og det er en forudsætning for en videregående uddannelse.

Børn skal have mulighed for frisk luft og bevægelse. Motion og sund kost giver bedre indlæring.

Venstre vil sikre:

  • skoleeleverne bedre udbytte af undervisningen i grundlæggende fag, bl.a. ved at eleverne fra 7. skoleår undervises i dansk, matematik og sprog af lærere med disse fag som liniefag
  • fleksible pasningsordninger på 25, 35 og 45 timer om ugen, og hvor f.eks. halv tid medfører halv betaling
  • småbørnsforældrene 1 måneds reel pasningsgaranti - derfor ny daginstitution
  • skovbørnehaver, hvor bl.a. naturbevidsthed og motorik fremmes
  • at nationale tests og evaluering heraf bliver brugt til at vejlede og opmuntre eleverne til at yde deres bedste
  • en nedbringelse af antallet unge, der forlader folkeskolen med utilstrækkelige læseevner
  • at alle unge skal kunne gennemføre en ungdomsuddannelse
  • at aflyste timer dækkes af kvalificerede lærere, og der er en plan for, hvad der skal arbejdes med
  • at alle skoler udarbejder fælles værdier og et regelsæt, der sikrer ro i klassen
  • at specialundervisning træder i kraft, før den enkelte elev og fællesskabet oplever, at klassen har et problem
  • at styrke interessen for natur og teknik både hos piger og drenge
  • at selv om folkeskolen prioriteres, så er privatskoler velkomne i Glostrup
Respekt og tryghed for ældre

Når ældre borgere får brug for hjælp, så skal det ske med respekt og omsorg, og der skal være fleksible muligheder. Venstre går ind for at
  • hjemmehjælpen tilrettelægges bedre, så oplevelsen af skiftende hjemme-hjælpere og vikarer mindskes. Det skal ske både ved bedre planlægning og ved brug af bærbare computere
  • elektroniske tryghedsalarmer med opkobling til alarmcentral tilbydes alle pensionister
  • ældre får mulighed for hjælp til snerydning, indkøb, hovedrengøring og have-arbejde mod betaling
  • Dagcenteret får mulighed for at fortsætte i de bedst egnede lokaler; det kan være det nye Ældrecenter, men det kan også være Fritidscentret og andre lokaler
  • klager tages alvorligt og problemerne løses tidligt
  • ældre får mulighed for deltagelse i ture, motion m.v., der styrker selvværdet og netværket
  • der bygges seniorvenlige boliger på egnede arealer
Flere i arbejde og bedre integration

Indsatsen for aktivering og integration er katastrofalt dårlig i Glostrup. Når de store årgange om få år går på pension, bliver der brug for arbejdskraftreserven. For at fokusere bedre på opgaverne, vil Venstre nedsætte et Aktiverings- og Integrations-udvalg, der bl.a. skal arbejde med
  • straksaktivering, så borgerne hurtigst muligt bliver i stand til igen at klare sig selv
  • bedre danskkundskaber og efteruddannelse
  • kontakt til virksomheder, da arbejde er bedste måde at blive integreret på
  • kontakt til foreningslivet, så netværket forbedres
  • samarbejdet med Jobcentre skal styrkes
  • SSP-samarbejdet med andre kommuner skal etableres, og der skal være konsekvens, hvis regler og normer overskrides
Endelig, så vil Venstre ikke acceptere et "parallel-samfund", hvor f.eks. religiøse skikke sættes over dansk lovgivning.

Sund fornuft

På sundhedsområdet er det kommunens opgave at skabe rammer for sund levevis. Formålet er at reducere den kraftige stigning i livsstilssygdomme (allergi, diabetes2, hjerte-kar-sygdomme m.v.), som overalt i den vestlige verden medfører ringere livskvalitet og måske invaliditet, øget dødelighed samt behov for yderligere ressourcer til sygdomsbehandling. Venstre vil derfor i samarbejde med praktiserende læger og specialister i et sundhedscenter tilbyde vejledning af sundhedsfremmende og forebyggende karakter:
  • sund kost. Vi vil sætte ind med oplysning i børneinstitutioner og skoler, og vi vil tilbyde skolebørn sund kost. Også sund levevis blandt voksne vil have vores opmærksomhed
  • fysisk aktivitet. I samarbejde med idrætsforeningerne vil vi støtte initiativer, der fremmer borgernes bevidsthed om det gavnlige i fysisk aktivitet.
  • svær overvægt vil vi bekæmpe ved sund kost og fysisk aktivitet i samarbejde med diætister
  • alkoholmisbrug. Venstre satser på forebyggelse og behandling frem for etablering af passive "væresteder"
  • ulykker skal forebygges via rådgivning til erhvervsvirksomheder, institutioner m.v.
  • seksuelt overførte sygdomme og uønskede graviditeter skal undgås, derfor skal unge samt udsatte grupper modtage vejledning om forebyggelse. Praktiserende læger og skolernes sundhedsplejersker er aktive samarbejds-partnere
  • genoptræning efter operation skal forbedres. Bedre koordination mellem sygehus, hjemmesygeplejerske og hjemmehjælp skal sikre, at ingen sendes hjem uden fornøden hjælp
Enkel og fleksibel kommune, der drives rationelt

Venstre ønsker et forenklet samspil mellem borgeren og det offentlige - og mellem virksomheder og det offentlige. Og vi ønsker en økonomisk veldrevet kommune. Det betyder
  • at den kommunale organisation tilpasses de nye opgaver som følger af struktur-reformen. Da Glostrup bliver een af landets mindste kommuner, bør en del opgaver udføres i samarbejde med andre kommuner, men ansvaret for udførelsen vil fortsat ligge i Glostrup
  • lettere adgang for borgere og virksomheder til den offentlige service
  • selvhjælp via internettet udbygges, og forvaltningerne gennemgås med henblik på effektivisering via edb
  • fleksible åbningstider i forvaltningerne
  • at økonomien skal forbedres, så borgmesteren ikke får behov for igen at søge fattighjælp. Bl.a. skal byggegrunde i udbud og sælges til markedspriser
  • ny revision, som ikke ejes af kommunerne. Det er nødvendigt for at vi kan få den kritiske revision, vi har efterlyst længe, og for at vi kan få økonomisk sammenligning med tilsvarende opgaver i omegnskommuner
  • at loven om udfordringsret respekteres, og der pristjekkes via udbud
  • at kommuneskatten holdes i ro

Lokale visioner, der kan forstås

Kultur med kreativitet og fornyelse

Glostrup har et aktivt kultur- og foreningsliv, men mange foreninger savner egnede lokaler. Vi ønsker, at lokalerne får en høj, nutidig standard og prioriterer kvalitet frem for kvantitet. Venstre vil arbejde for at
  • en del lokaler føres ajour med bl.a. installationer, der muliggør edb-anvendelse
  • lokaler til byorkester og koropførelser sikres akustisk forbedring af nogle lokaler og bedre udnyttelse af eksisterende lokaler, f.eks. i Musikskolen
  • Pædagogisk Central flyttes fra Fritidscentret, og samarbejde med anden kommune etableres
  • bygning af Gymnastikkens Hus med kvadratisk gulv samt en scene undersøges
  • udbygning af biblioteket med 1. sal til bl.a. lokalhistorisk arkiv og museum undersøges. Samarbejdet med skolebiblioteker skal øges
  • biografen bliver selvejende, da det er for dyrt at lade den drive af kommunen. Vi tager dialogen med Biografforeningen Sofarækken og finder en løsning
  • tribune og toiletter Glostrup Idrætspark endelig igangsættes efter at være blevet udskudt flere gange
  • lokalebehov med særlig indretning løses i samarbejde med nabo-kommuner
Aktiv ungdomspolitik

Alt for ofte fokuseres der på de unge, der er utilpassede og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Men det må ikke ske på bekostning af de unge, der ved hvad de vil. Ungdommen er med til at skabe Glostrups fremtid, og Venstre vil arbejde for at
  • alle unge i kommunen kan få en bolig, og at unge i højere grad placeres sammen
  • etablere et studiemiljø med ungdomsboliger, som også unge fra videregående uddannelser i København eller Roskilde finder attraktivt
  • Glostrup skal forsøge at tiltrække private eller offentlige ungdomsuddannelser
  • der sættes øget fokus på studie- og uddannelsesvejledning
  • der skabes kontakt mellem de unge og det lokale erhvervsliv
Miljø og trafik

Venstre betragter et godt miljø som forudsætning for et godt liv. Og rekreative områder skal bevares og beskyttes. Men en god infrastruktur er også nødvendig for et effektivt samfund. Der kan godt skabes harmoni mellem disse synspunkter, hvis der planlægges fornuftigt. Venstre vil
  • gennemføre Hovedvejens fornyelse i etaper, når der er økonomisk råderum
  • nedsætte støjen i boligområder med støjsvag asfalt og støjvolde/-skærme
  • gøre vores veje mere sikre med trafikdæmpende foranstaltninger
  • medvirke til etablering af letbane Lyngby-Glostrup. En letbane støjer ikke særlig meget, men af trafikale grunde ønsker vi den nedgravet i Ringvejskrydset
  • gøre Glostrup til en ren og smuk by, hvor det ikke flyder med affald og ukrudt - det er også et spørgsmål om en holdningsændring hos borgerne
  • lade servicebussen betjene yderområderne Hvissinge og Ejby - også i aften-timerne - hvor kollektiv trafik mangler
  • erstatte antenner og paraboler med bredbånds- eller fibernet. Ikke nødvendigvis ejet af kommunen, men kommunalt koordineret
  • bevare rekreative områder, så anlæg af motorvej og letbane sker med minimale støjgener i boligområder og med mindst muligt indgreb i Vestskoven
Webudvikling www.molnit.info